Mode med mening
Mode med mening
Hos Pluspige tror vi på at tage ansvar for vores omgivelser og for vores samfund. Det er en kontinuerlig proces, hvor vi hele tiden forsøger at minimere vores miljømæssige aftryk, samtidig med at vi arbejder på at skabe en arbejdsplads, hvor det er rart at arbejde, og hvor der er plads til alle.
Vi erkender, at der stadig er mange områder, hvor vi kan forbedre os. Men vi skal starte et sted, og vi tager hele tiden små skridt i en mere bæredygtig retning.
Produkter og valg af leverandør
Vi producerer ikke selv vores produkter. Ganske vist har vi nogle styles, som er vores egne, men vi har ingen produktionsfaciliteter. Vi kan altså ikke direkte påvirke, hvordan de enkelte styles fremstilles.
Som “lille fisk i et stort farvand” kan det være en svær rolle at indtage, men det betyder ikke, at vi ikke gør forsøget. Derfor vælger vi vores leverandører med omhu: enten har de mulighed for at påvirke produktionen i en mere bæredygtig retning, eller også er det mindre virksomheder – ofte med produktion i Europa.
Mange af de produkter, vi sælger, er fremstillet bæredygtigt. Det kan fx være genanvendte materialer, økologiske materialer og naturmaterialer hvor man udnytter affaldsprodukter fra fx kaffeproduktion til tøjproduktion. Tilvalg af bæredygtigt fremstillede produkter understøtter vores ønske og målsætning om hele tiden at tænke og handle grønnere.
Tøj er ikke bare tøj
For Pluspige er bæredygtighed også lig med et socialt ansvar. Vi bestræber os på at være en inkluderende virksomhed med plads til alle – høj som lav, bred som smal.
Vi samarbejder blandt andet med Odder Kommune om at hjælpe mennesker, som er på kanten af arbejdsmarkedet, ind i job. På vores pluklager arbejder fx Ulrik, som er døv. Det gør ingen forskel for vores arbejde, ud over at vi har lært det mest basale tegnsprog. Og det har været noget så spændende. For Ulrik har det gjort en kæmpe forskel, fordi han tidligere havde svært ved at finde sin rette hylde.
I den større sags tjeneste
I Danmark er vi gode til at støtte den gode sag. Men vi kan ikke støtte alle initiativer. Hos Pluspige har vi gennem årene støttet forskellige organisationer; lige nu drejer det sig om to.
Vi har et samarbejde med Kræftens Bekæmpelse, hvor vi har afholdt flere lives på Facebook til støtte for kampagnen “Kræft er ikke for børn”. Vi støtter også en mindre lokal organisation ved at donere tøj til udsatte mødre, som ofte må undvære for deres børns skyld.
Derudover samler vi hvert år brugte jeans ind fra vores kunder og sender dem videre til genbrugsbutikker, så de kan gøre gavn andre steder.
Mode skal give mening
“Mode med mening” er ikke bare en frase eller en drøm. Det er sådan, vi ønsker at drive vores forretning. Vi ønsker at udvikle os og forbedre os. Det gør vi ved at bidrage til det store regnskab – ikke kun gennem de produkter, vi sælger, men også gennem måden, vi gør det på.
Hele tiden små skridt i den rigtige retning. Det giver mening!